Erhvervslivet

"Jeg har prøvet rigtig meget og har appetit på endnu mere..."


Da jeg i 2004 startede min første konsulentvirksomhed, FirmCare Consulting, skete det med baggrund i et "gyldent håndtryk" som farvel til 20 år i finanssektoren. Det var ganske enkelt blevet for koldt på toppen og var ikke længere sjovt at gå på arbejde. Men jeg havde nået mit mål og jeg havde afløst ham der i 1985 ansatte mig. Sådan!


Men hvad kunne jeg nu som selvstændig konsulent og rådgiver tilbyde erhvervslivet?


I begyndelse af 00'erne havde en række gamle kollegaer tilbudt sig som bankmæglere, men rent faktisk fik ingen af dem succes hermed. Bankerne lukkede jo bare ned for samarbejdet med disse og dybest set var der jo ingen værdiskabelse i at flytte folks penge og så modtage provision herfor.


Jeg måtte således tilbyde noget andet. Som uddannet salgsleder og med et naturligt talent for struktur og systematik, gik jeg så i gang med at tilbyde ydelser indenfor salg og forretningsudvikling. Det viste sig at være en klog beslutning og i slutningen af 2005 stiftede jeg et selskab og overførte mine aktiviteter hertil.


I 2007 stiftede Dansk Industri det der blev kendt som "DI Videnrådgiverne". Den stiftende generalforsamling blev samtidig mit første af mange besøg i den ikoniske bygning overfor Rådhuspladsen i København. Og i de følgende 8 år sad jeg i forskellige bestyrelser og kompetenceudvalg under DI. Samtidig var jeg blevet managementkonsulent og videnrådgiver.


Min egen virksomhed var i vækst og jeg fik ansatte og partnere med om bord. Og da Finanskrisen ramte i 2009 kunne vi i branchen gå på vandet - vi arbejdede jo med lange kontrakter hos vores kunder og naturligvis kunne ingen jo undvære os kloge hoveder!


Men vi blev klogere og i perioden 2010 til 2012 bukkede mange rådgivningsvirksomheder under - herunder også FirmCare Consulting Aps. Men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget - og nu lærte jeg så på den hårde måde hvad Governance og Skifteretten gør ved virksomheder på afveje.


Jeg startede forfra og FirmCare genopstod som privatejet virksomhed hjemme i privaten og i 2013 var omsætningen og kundeporteføljen atter i vækst. Men Finanskrisen havde gjort noget ved markedet. Virksomhederne skulle nu opføre sig "pænere" og der kom fokus på certificeringer, Code of Conducts og andre ting, der ikke længere lå til mit højreben. Så i staten af 2015 solgte jeg aktiviteterne fra til en god samarbejdspartner.


Siden 2015 har jeg så primært arbejdet i den digitale verden. Digitalisering er mange ting, men jeg har fundet det spændende at bruge min forretningsforståelse som afsæt. Først hos en softwareproducent og senest hos en virksomhed indenfor sikkerhed og overvågning. Når man bliver en del af den digitale verden, bliver man en del af det de fleste mener er "det nye sorte" - en vigtig del af fremtiden!


Men er det nu også det?

Det seneste år, hvor Covid-19 har sat dagsordenen, er jeg alligevel flere gange vendt tilbage til noget jeg første gang hørte om i 2011. IT-tidsalderen bliver på et tidspunkt afløst af Følelsessamfundet. Dette vil ske som modreaktion på, at man kan side på hver sin side af jordkloden og på få sekunder sende mails til hinanden. Eller føre en dialog over en skærm. Mennesker vil atter få brug for at være fysisk tilstede overfor hinanden. Mødes og udveksle synspunkter, grine sammen, være sammen.


Da KRYTH handler om udvikling af mennesker, er jeg naturligvis meget positiv overfor tanken om Følelsessamfundet. Jeg følger udviklingen og er også klar til at hjælpe din virksomhed hermed.